Max nydelse

image

Man må virkelig sige, at vi nyder ferien herhjemme! De sidste par dage har stået på fest og farver, da min kæreste fyldte år. Der har været masser af gæster, og vi har grillet, spist, drukket drinks, spillet spil og hygget i haven..

I går, til grillfesten, havde jeg lovet at lave salat til..og de skulle selvfølgelig være 100% veganske. Jeg lavede en kartoffelsalat, fra Englerods kogebog Grønskolling, som VARMT kan anbefales – folk var vilde med den! Lavede også en pastasalat, med hjemmelavet tapanade, artiskokhjerter, oliven og basilikum, og en nudelsalat med edammamebønner, agurk, koriander, peanuts og en asiatisk dressing/sauce.

Til at grille, lavede jeg mig nogle spyd – ganske enkelt med veganske chorizopølser i stykker, rød peberfrugt, champignon og squash. Synes virkelig de blev lækre! Er ked af at jeg slet ikke nåede at tage nogle billeder af noget af det – men havde for travlt med gæster og baby.

Til gengæld havde jeg i dag tid til at tage et billede, af min lækre pizza.. Bunden er færdigkøbt (lidt nemt efter igår), og så puttede jeg tomatsovs med chili, champignon, squash, peberfrugt, lidt revet vegansk ost, oregano og spinat på – og så kom der, inden de skulle spises, “lidt” dressing over, lavet af avokado, rismælk, citronsaft, hvidløg og lidt salt (og blendet).

Nu sidder jeg så i sofaen med benene oppe, og hygger mig med en lækker raw kokos-snack. Min kæreste var så sød, og købe det med fra Kvicklys STORE veganske afdeling, som jeg ivrigt fortalte ham om, den anden dag (efter jeg havde købt en vegansk “nutella”). Jo, vi lever skam godt herhjemme 😉

Håber også at DU forkæler dig selv og dine kære. Det har vi alle brug for – og ja ja, så kommer hverdagen snart igen (men det tænker vi ikke på lige nu).

image

Kh Lønne

En hurtig yoga- & meditationsstund <3

image

Efter at have nydt det fantastiske sommervejr i haven og på stranden, fik jeg idag tid til at trække mig lidt indenfor for en stund. Det er noget jeg har brug for, når dagene ellers er fulde af aktiviteter. Mens den lille sov, fik jeg rullet min yogamåtte ud, på sin nye plads i soveværelset. Selvom jeg kender mange af stillingerne (asanas), har jeg det ofte bedst med at sætte en video på, og blive guidet i gennem en sekvens. Her bruger jeg for det meste youtube – her er det både gratis, og der er videoer af virkelig dygtige yogainstruktører. Min absolutte favorit har i mange år været Yoga with Adrienne, men jeg kan også godt lide Tara Stiles (bare søg på dem på youtube). Hvis der er nogle af jer, der kender nogle gode, så skriv det gerne i en kommentar, så vi kan inspirere hinanden 🙂

I dag blev det så til en kort sekvens med Tara Stiles. Tror ikke den varede mere end 10 min (det har man jo lige tid til ;-)), og så lavede jeg nogle små ekstra asanas efter behov bagefter.

Til sidst afsluttede jeg med en Sa Ta Na Ma mantra meditation. Jeg elsker meditationer, hvor der er bevægelse og lyd til. I denne meditation bruger du dine fingre – du starter med at presse tommeltot og pegefinger sammen, mens så siger Sa – så tommeltot og langemand, mens du siger Na…og så videre..indtil du når lillefingeren – så starter du forfra. Jeg gjorde det i ca 5 min. Du kan finde en guidet meditation på youtube, ved at søge på Sa Ta Na Ma meditation.

Efter denne lille stund følte jeg mig glad og rolig i krop og sind – og så passede det lige med at baby F vågnede.. Hun fik forresten banan for første gang i dag – eller hun prøvede at spise det, men sådan nogle banastykker bliver hurtigt mast mellem små, stærke babyfingre. I aften skal hun have mørkt rugbrød (uden kerner) med most avokado på. Vi prøver nemlig at eksperimentere lidt med, at hun spiser lidt mere fast føde selv. Mosen og grøden har hun helt styr på – men begynder at ville selv 😉

Nå, men.. Namasté herfra <3

Lønne

Veganer på udebane

image

Nu har jeg snart spist vegansk i fjorten dage. Da vi holder ferie bliver maden til alt fra denne lækre Buddha-skål og til fast food/café-besøg. Sidstnævnte er ikke altid nemt, når man nu ikke altid lige kan komme på en lækker vegansk café, og ofte spiser med folk, der gerne vil have kød. Thai-mad er en af de ting mig og min kæreste elsker, og det kan meget nemt laves vegansk (da de bruger kokosmælk, og så får man bare lidt tofu i stedet for kød). Indisk mad har også altid været en af mine favoritter! I dag var min søster og jeg på tur i Bazaren og spise indisk. De havde en del vegetarretter, og så spurgte jeg om de kunne lave dem uden mælkeprodukter, da de ofte laver det på ghee (klaret smør) – det var intet problem, de ville bare stege i olie. En anden dag i ferien ville folk gerne have mad fra et pizzaria – der bestilte jeg en dürum med falafel (uden dressing, men med hvidløgsolie).

Så ja, jeg ville såmænd bare sige, at man sagtens kan spise ude som veganer – og også på de steder “de andre” gerne vil spise. Hov, og så har jeg lige fundet ud af at Oreos er veganske 😉 I aften står den dog på frugt. Købte de mest fantastiske, mørkerøde kirsebær i Bazaren. Og nogle STORE, bløde dadler <3  Ja, og så prøv lige at se denne vandmelon!

Hav det dejligt – håber I nyder solens varme stråler.

Kh Lønne

image

En vegansk verden

image

 

I går nævnte jeg, at jeg har besluttet mig for at gå 100% vegansk. Jeg vil derfor bare lige tilføje lidt tanker omkring det.

Jeg har i meget af mit unge liv været vegetar, da jeg aldrig har brudt mig specielt meget om smagen af kød, og altid har holdt meget af dyr. For omkring halvandet år siden (før jeg blev gravid) prøvede jeg et par måneder, som veganer. Og det var faktisk rigtig fint. Da jeg så blev gravid, fik jeg lyst til at spise kød igen (måske baby ikke er vegetar ;-)). Siden hun blev født har jeg så kræset, om at blive veganer igen, men har ikke lige fået taget skridtet. Det kan nemlig virke ret overvældende og lidt skræmmende. Det er som sådan nemt nok at være det derhjemme, hvis man bare lige sætter sig ind i det, og måske søger lidt inspiration på nettet eller i bøger. På billedet ovenover kan I også se et lille udvalg, af noget af alt det nemme veganske mad, der er begyndt at komme i butikkerne. Det der er det skræmmende ved det, er når man skal på besøg hos nogle eller ud og spise. Der kommer selvfølgelig ret mange kommentarer i starten, så det skal man lige forberede sig lidt på. Derudover, synes jeg at det er hårdt at føle sig til besvær, når man ikke bare kan spise det de andre spiser. Derfor gør jeg ofte det, at jeg lige tager fx en pakke falafler, en avokado eller lidt ekstra kartofler med. Når man skal ud og spise, synes jeg det er rart lige at have researchet lidt i forvejen. Dette havde jeg gjort, da vi skulle ind til Århus i går, og jeg vidste derfor hvilke caféer vi kunne tage på.

Jeg har nu været veganer i en uges tid, og jeg har det rigtig godt! Jeg synes heldigvis det er spændende at være ude og handle, og er ikke blevet så ked af alt det jeg ikke kan spise. Jeg er dog lidt spændt på at smage det veganske “ost” – det ser lidt spøjst ud 😛

Det var lige lidt veganske tanker på en regnfuld lørdag. Nu vil jeg spise mine kartofler og falafler (ELSKER kartofler) <3

Hav en dejlig dag!

Kh Lønne

Øko-mor i Århus

imageI disse dage, er den lille familie på ferie i Jylland. Vi låner min kærestes forældres hus, og herfra tager vi på en masse småture. I dag var vi i Århus – noget denne øko-mor havde glædet sig til! Jeg kender faktisk ikke Århus særlig godt, så det her er ikke spændende insider-storbytips. Jeg er nemlig slet ikke særlig storby-agtig, hvilket også kom ret hurtigt til udtryk. Vi var kørt derind i vores store stationcar, og vi kunne selvfølgelig ikke finde en p-plads, der hvor jeg havde troet der var en (havde googlet lidt hjemmefra). Allerede der begyndte jeg (det var mig der kørte) at bande lidt – og det blev ikke bedre, da jeg pludselig kom ned af en vej kun for busser. Vi droppede så at finde en p-plads der, og begav os ud for at finde et p-hus. Vi fandt et med mange pladser nede ved havnen, og dette skulle vise sig at tage pippet fra fynboen her. Pludselig viste det sig, at vi skulle ind i en billift, hvor vi skulle efterlade bilen og gå ud – og jeg fattede absolut intet! Jeg gik faktisk lidt i panik, men min kæreste tog det heldigvis roligt, vi kom sikkert ud og bilen blev kørt ned under jorden. Ret vild oplevelse.

Da vi kom ind i byen, var det blevet tid til middagsmad, og vi fandt et hyggeligt sted, der hed Café Gaya. Det er nemlig sådan at jeg for en uge siden, besluttede mig for at blive veganer (sådan helt). Og herinde havde de dejlig vegansk mad. Vi fik os en thaisuppe med brød, en gingerbeer og en kop kaffe med en en lille raw-kage til dessert. Mums! Jeg nåede faktisk slet ikke at få et billede af maden, da vi alle var så sultne. Det skal lige nævnes at der var en gårdhave, hvor man kunne sidde eller stille barnevognen, god plads indenfor (med en barnestol) og puslebord på toilettet. Så ved alle I mødre lige det.

image

Herefter gik vi en tur ned i Askeladen, der virkelig er himlen for mødre og babyer med hang til trælegetøj og krystaller (steiner way) 😉 Jeg købte en fin lille trærangle med ravstykker til baby F. Rav siges nemlig at være god til tandfrembrud, og hun har en der lige er kommet op. Derudover købte jeg et sødt postkort, og nogle store, plantefarvede træperler, der skal bruges til at lave en vikle-halskæde (som F kan lege med/bide i, når hun bliver båret i vikle eller bæresele). Btw var vi faktisk også inde og købe en Manduca (bæresele), som jeg havde købt brugt i en Facebook-gruppe. Vi har nemlig behov for noget, der går lidt hurtigere end at binde en fastvikle. Sig endelig til, hvis der sidder nogle, der har lyst til at høre mere om slynger/vikler/bæreseler.

Det skal også lige nævnes, at jeg havde købt en lille økologisk brik/pose med mos af søde kartofler til lille F, som hun sugede i sig på nul komma fem. Jeg synes de virker ret smarte, når man skal på tur, men de er desværre også ret dyre. Derfor købte vi (i en helsekost, der hedder Ganefryd) en pakke med genanvendelige poser, som man selv kan fylde med mos. Disse var endda også med sådan nogle små skeer, der kan sættes på, og hvor maden så trykkes direkte ud på. Lidt svært at forklare, men det virker smart. De kan desuden tåle opvasker og fryser.

Efter vi kom hjem (i feriehuset), lavede vi os nogle lækre burgere. Havde jeg haft lyst til i SÅ lang tid. Mine bøffer var nogle veganske nogle, jeg havde købt i Rema1000 – nogle gange skal det bare være nemt! Når jeg nu ikke fik taget billeder af maden i Århus, kan I få et billede af den lækre, veganske mexican-burger <3

image

Håber I nyder jeres fredag aften!

Kh Lønne