Gå (og spis en sund is) dig glad <3

image

Nogle gange er det altså bare virkelig stressende at være mor!

Når man så samtidigt vil være der for kæresten, vennerne og lige smide de  sidste 8 kilos graviditetsvægt – ja, så er tiden knap og kræfterne små. Derfor er jeg gået i gang med dette gåprogram. Så kan jeg nemlig både gå med den lille, få frisk luft, cleare mit hoved, stresse ned OG få lidt motion.

Uge 1-4

Dag 1      5 min opvarmning, 25 min gang

Dag 2     5 min opvarmning, 35 min gang

Dag 3     Fridag

Dag 4     5 min opvarmning, 25 min gang

Dag 5     Fridag

Dag 6     5 min opvarmning, 45 min gang

Dag 7     Fridag

Uge 5-9

Dag 1     5 min opvarmning, 25 min intervalgang

Dag 2     5 min opvarmning, 35 min gang

Dag 3     Fridag

Dag 4     5 min opvarmning, 25 min intervalgang

Dag 5     Fridag

Dag 6     5 min opvarmning, 60 min gang

Dag 7     Fridag

Uge 10-16

Dag 1     5 min opvarmning, 25 min intervalgang

Dag 2     5 min opvarmning, 45 min gang

Dag 3     Fridag

Dag 4     5 min opvarmning, 25 min gang

Dag 5     Fridag

Dag 6     5 min gang, 60 min intervalgang

Dag 7     Fridag

Opvarmning består bare af at man stille og roligt kommer op i tempo. Derefter skal der gåes til, så man efter lidt tid får sved på panden. Jeg vil personligt gerne gå i en hastighed på omkring 6 km/t. Jeg bruger appen Endomondo til at holde styr på det.

I dag var min første dag, og det har selvfølgelig været sindssygt lummert (så der kom nemt sved på panden). Da jeg kom hjem, og baby F tog sig en lille lur, lavede jeg mig en lækker N’ice cream (som man så smart kalder det). Den bestod, meget enkelt, af ca 1,5-2 frosne bananer (i stykker), som jeg blendede med ca 1 dl mandelmælk. Jeg toppende den med lidt rå kakaonips – virkelig lækkert!

Hav en fantastisk fredag aften <3

Kh Lønne

Hvorfor man står op kl 4.45 på en søndag

image

Dagen i dag startede kl. 4.45, med at mit vækkeur ringende.

Jeg væltede klatøjet ud af sengen, og gjorde mig klar. Jeg tog et sæt (forholdsvis) praktisk tøj på, og pakkede mad, drikke osv ned i min rygsæk.

Kl. 5.30 kom min veninde Rikke, og hentede mig. Allerede der var vi begge fulde af energi (sker ofte når vi er sammen), og snakken kørte livligt, mens bilen kørte mod Langeland. En halv times tid efter var vi ved Ristinge strand og klint.

Vi startede i strandkanten, med en kop kaffe, noget friskpresset juice og nogle lækre vafler, Rikke havde lavet (af kokosmel, müsli, æg, vanilje og honning), med en klat havtorngele til. Bagefter gik vi en fantastisk smuk tur, ad små stier langs vandet og klinten. Vi snakkede om børn, hunde, husdrømme, sundhed, forretnings/kursus/bogplaner, mindfullness og en masse andet.

Efter en times tid, var det tid til en lille optankning af mad og kaffe. Jeg havde taget økologiske kyllingedeller og gulerodsstave (lidt rester fra gårsdagens aftensmad). Her ses et billede af en mæt og veltilpas Lønne 😉

image

Vi sluttede af med at gå i vandkanten, med barer tæer i vand og sand. Badetøjet var egentlig med, men der var enorme bølger og og stiv kuling, og da vi ikke kendte stranden, besluttede vi at droppe badningen, desværre. Jeg elsker ellers at bade, og har flere gange vinterbadet. En ting jeg helt sikkert skal gøre mere af!

Da turen var slut havde vi gået 8,5 km/11.500 skridt (jeg følger lidt med på min skridttæller på telefonen). Og klokken var kun 10 😉

På vej hjem kørte vi forbi det økologiske gods, Steensgaard. Vi var inde og købe lidt i deres butik. Det er et helt fantastisk sted, og jeg skal helt sikkert derud igen, og kigge i museumet, på madmarkedet, og spise deres buffet.

På vej hjem snakkede vi om, at man burde købe mere lokalt. På Langeland, og Sydfyn generelt, findes der så mange vejboder, små kunstgallerier, loppemarkeder osv. Jeg kan godt lide at købe disse steder, men jeg vil gerne gøre det noget mere. Kunne være fantastisk, hvis man kunne købe mel hos mølleren, en økologisk gris hos landmanden, kartofler af naboen osv. Og så nøjes med at købe lidt småting, tøj osv, når man skulle ind til (stor)byen. Ja, jeg lyder måske som en gammel kælling…men det ville jeg nu altså ønske.

Nu er jeg så hjemvendt med en masse ny energi og glæde. Men også en træt krop. Tak for en fantastisk tur, Rikke <3

Jeg håber I får en fortsat god søndag. Jeg kan kun anbefale at komme ud, og blive blæst lidt igennem!

Lønne

Ryd op i hjem & hoved..

image

Idag besluttede vi os for at rydde op. Både jeg og min kæreste er mennesker med mange ting, og en tendens til at samle på lidt for meget. Derfor bliver man altså bare nødt til at kigge sine ting igennem en gang i mellem. Jeg er ud af en kræmmerfamilie, og besluttede hurtigt at lave en lille vej-bod. Her er både ting, der koster lidt penge, og gratis babytøj, vi bare skal af med. Hvis tingene ikke bliver solgt i løbet af weekenden, kan det være de ryger til genbrug, eller jeg prøver lykken på nettet. Jeg kan mærke at det give lidt mere albuerum, at komme af med nogle af tingene, og forhåbentlig kan de få et nyt liv.

Selvom jeg egentlig bare havde tænkt, at det skulle være en “ydre” oprydning, kom den “indre” oprydning alligevel snigende. Jeg fik en rift under foden, da jeg rendte rundt og ordnede, og pludselig sad jeg og slappede af, med et skønt fodbad. Da jeg bagefter tømte postkassen, var der kommet magasinet Prana – og selvfølgelig med et spændende interview med Dannie Druehyld. Det betyder jo så, at jeg nok også må pleje mig selv lidt i dag 😋 💕

image

Jeg tror at både den “indre” og “ydre” pleje, har det allerbedst hånd i hånd – så prøv at huske dig selv på, når du fx render rundt og rydder op i huset, også at tænke på dig selv. Du kan jo gøre det samtidigt.. For mig virker det nemlig rigtig godt, da jeg let bliver stresset over de “ydre” ting, der skal nåes.

Er der noget jeg har brug for, så jeg kan blive mere glad?

Hvad kunne det være? Hvad brænder jeg for?

Hvad bruger jeg tid på, som ikke gavner mig?

For mig er det vigtigt, at jeg husker at pleje min “spirituelle”- og “sundsjælisundtlegeme”-side, så riften og magasinet kom, som sendt fra himlen.

Hav en fantastisk weekend. Jeg håber du skal bruge den, på noget der gør dig lykkelig ❤️

Lys & glæde fra Lønne

En ny verden af mos & grød

image

Udover at bruge det meste af aftenen i sengen med lillepigen, der havde lidt svært ved at falde i søvn. Ja, så har jeg begivet mig ind i en helt ny verden.

Frida er fem måneder om et par dage, og som flaskebaby betyder det at vi stille og roligt begynder på lidt mad. En trend, der er rigtig populær for tiden, er BLW (baby-led-weaning), hvor man (forenklet set) giver baby det mad man selv spiser, og lader dem spise det selv.

Jeg har været frem og tilbage, men tror at vi herhjemme kører lidt en blanding. Kan rigtig godt lide tanken om, at de selv skal spise (og sanse) maden i eget tempo, men jeg vil nu også lave lidt mos og grød til hende. Her til aftes har jeg kastet mig ud i en omgang gulerodsmos til i morgen. Vi tager én grøntsag ad gangen, for at se om hun kan tåle det, og tilsætter hen af vejen også noget hørfrø- og kæmpenatlysolie. Frugt bliver kun som dessert. Om ca 14 dage vil vi starte op på grød. Jeg har købt Den første grød fra Aurion (købes i helsekost) med ris og hirse.

Når hun er omkring de seks måneder (hvor man anbefaler BLW fra), vil jeg også begynde at give hende stave af fx avokado, kogte broccolibuketter, ovnbagte rodfrugter osv.

Jeg kan mærke at jeg glæder mig helt vildt, til vi skal sidde og spise sammen ved bordet, og jeg synes det virker ret enkelt og hyggeligt at lave god mad (fra bunden) til hende. Selvfølgelig skal jeg dog ikke kunne sige mig fri for, at jeg måske en gang vil komme til at købe hende noget færdigmad, men jeg håber at jeg kan holde det på et minimum.

Denne gulerodsmos er forresten bare økologiske gulerødder, som jeg har snittet i skiver, og kogt i lidt vand (bare så det dækker). Da de var blevet møre, blendede jeg dem med kogevandet. Det er nu sat i køleskabet, og i morgen vil jeg varme det i et vandbad, og blande det med lidt modermælkserstatning.

Nå, men det var mine første tanker om babymad. Der kommer højst sandsynligt flere.

Godnat og sov godt <3

Lønne

Når mor er træt…

image

…så ser man Game of Thrones!

Og far smider noget lynhurtig laks og kartofler i ovnen, mens mor ligger på sofaen.. Sådan bliver nogle dage simpelthen nødt til at se ud – især når man har en lille en, der kan tage en masse tid og energi. Heldigvis har vi verdens smukkeste pige, med universets sødeste smil. Derfor er det, det hele værd! Derfor bruger man gerne alt sit krudt på hende, og spiser lidt usund aftensmad. Nogle gange kan man endda glemme at gå i bad, eller redde sit hår.

Det er bare så skide vigtigt, at man også husker at forkæle sig selv! Om det så er med Game of Thrones, at tage et laangt bad, gå en aftentur alene, få en massage, spise noget god chokolade – så gør det så ofte du kan! Det betaler sig helt sikkert i længden.

Når jeg er færdig med dette afsnit, vil jeg tage en kop afslappende te med ned i seng. Og forsøge at sove tidligt.

Sov godt, og drøm sødt <3

Lønne

Ps. Igår fik jeg en ny lille ven. En kombucha-svamp. Jeg er i gang med at brygge en gang god grøn te til den. I hører nærmere..