image

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg elsker efteråret! Faktisk synes jeg at det er den årstid, der passer bedst til min person. Jeg er nok det, man kalder en rigtig hyggetrold. Jeg elsker at sidde med tæppe over mig, en god kop kaffe eller te (drikker altid mere te om i den kolde tid) og en god bog eller et magasin. Jeg plejer også altid at have mange stearinlys tændt, men nu har jeg investeret i nogle batteridrevne LED blok-og fyrfadslys (fra IKEA). De har noget hyggeligt lys, så man får (næsten) den samme fornemmelse, som ved levende lys, og så er de SÅ meget bedre for ens helbred og indeklima.

Efter en sommer fuld af sammenkomster, ture, fester og andre sociale arrangementer glæder jeg mig altid til en tid med fokus på tilbagetrækning og ro. Jeg elsker at gå ture, samle kastanjer og æbler, tage dem med hjem og pynte op, og lave juice og mos.

Det er også en god tid, til at ordne i ens hjem. Rykke rundt på ting, pynte op med grene, sten, græskar, blade osv. Herhjemme har efteråret startet med at vi har fået nyt soveværelse. Den gamle seng blev smidt ud, og vi købte en ny en, og flyttede den ind i et mindre rum. Her er det meningen, at der ikke skal være andet end vores seng, et par lamper/lys, mine sten, og en plante. Resten skal bare være fyldt med ro.

Jeg glæder mig til familietid, fjernsynsaftener, yoga (i det nye hobbyrum), eftermiddagslure, at få veninder på besøg til snak og te, at have striksokker på (er allerede begyndt), at få læst lidt mere, at hækle min karklud færdig (ja, jeg er en laaangsom hækler/strikker), at drikke lokal æblemost, at sidde i min sofa, og se bladene falde af træerne, og regnen slå mod ruden. At plukke de sidste bær, gå en tur i min have, og se svampene pible frem, at få mit Prana-magasin (og læse det på en eftermiddag), og bare at se lille, smukke, glade Frida kravle rundt og lege. Nyde den sidste barselstid <3

Nu vil jeg nyde disse friskplukkede æbler m.m.

image

Glædelig 1.september, og hav et roligt & kærligt efterår!

Kh Lønne