Mandag morgens gave til den travle børnefamilie

Det er mandag. Frida vækker mig, mens det stadig er mørkt. Aser og maser rundt i sengen. Hiver og river mig lidt i ansigtetet. Jeg forsøger at sove lidt videre. Så ringer vækkeuret. Kæresten skal op, og på arbejde. Inden han kører, kommer han ind med dennne måltidskasse fra Aarstiderne – leveret på vores dørtrin. Vi har før fået måltidskasser, men det er første gange vi skal prøve den veganske (den er også helt ny). Er spændt, og virkelig glad for at vide, at nogen har sørget for god, sund og økologisk aftensmad til os de næste fire dage 🙂

image

Frida får flaske, ren ble, nyt tøj. Moren får hverken tisset, børstet tænder, redt hår eller drukket vand. 5 minutter efter – lorteble! Frida virker ikke helt udhvilet, så vi går en tur i den smukke milde, morgen. Frida falder i søvn. Jeg får ordnet det nødvendige, drukket vand og lavet kaffe. Hun vågner efter et kvarters tid. Jeg tænkte det nok, da hun ikke har fået sin morgengrød. Herhjemme kører vi ikke én bestemt stil ift Fridas kost. Hun får ofte grød og frugt om morgenen (som vi giver med ske), og resten af dagens måltider spiser hun for det meste selv. Det er både frugt, rugbrødsmaddere, grøntsager, gryderetter med bælgfrugter, lidt kød osv. Så mor får hurtigt lavet en omgang havregrød, som vi deler (ved bordet fyldt med vasketøj 😄) I hendes grød er der en klat kokosolie, og hun får også lidt frugtmos.

image

Nu sover hun så sin formiddagslur, og jeg sidder her og skriver. Pånær Aarstidernes måltidskasser, har jeg fundet ud af, at jeg faktisk ikke er så glad for kasser. Efter at have levet 100% vegansk i over en måned, fik jeg lidt spat. Jeg var simpelthen bare så træt af at kunne spise virkelig ensformigt, når jeg var ude. Det var også en smule ensformigt herhjemme, men jeg forsøgte da at prøve nogle nye opskrifter af. Psykisk tror jeg bare heller ikke, at jeg er vild med at blive begrænset, så jeg er altså ikke veganer! Jeg spiser stadig mest plantebaseret mad, men hvis jeg får lyst til en ostemad, eller en grillpølse, når vi er til grillfest, så spiser jeg altså det. Jeg går også i uldtøj, og putter honning i min kamillete. Sådan har jeg det bedst, og jeg føler stadig at jeg gør min del for dyrevelfærden og miljøet.

Jeg håber I nyder septembers Indian summer – det gør jeg faktisk! Var i vandet igår, og det var bare FANTASTISK!

Hav det lunt og lækkert 💚☀️

Kh Lønne

Butterbean-blomkålsdeller & noget om Fridas kost…

Igår aftes kastede jeg mig ud i et frikadelle-eksperiment. Jeg ELSKER frikadeller, og vil altså forsøge om jeg ikke kan lave nogle veganske, der kan leve op til (eller over) de gamle svinedeller. Jeg har fundet inspiration lidt forskellige steder, og har nu sammensat min egen opskrift.

image

1/2 blomkålshoved

250 gram tørre butterbeans (Limabønner)

1 løg

2-3 fed hvidløg

1 dl havregryn

1 tsk loppefrøskaller

1/2 dl vand

urtesalt, peber, paprika, gurkemeje, cayennepeber (efter smag og behag)

kokosolie eller olivenolie til stegning

OBS: Bønnerne sættes i blød 8-10 før, og koges i ca en time (eller køb dem på dåse 😉 )

Riv blomkål og snit løg og hvidløg. Det hele blandes i en skål med bønner og havregryn. Loppefrøskallerne røres op med vandet, og tilsættes “farsen”. Smages til med krydderier, og steges gyldne ved middel varme (tager lidt tid, før de bliver faste). Billede må i undvære, da jeg var virkelig sulten 😛

Vi spiste det med en spidskålssalat med stegte svampe og hasselnødder, vendt i balsamico, lidt rapsolie, citron og urtesalt – og det smagte nu meget dejligt. De resterende deller vil jeg idag (til frokost) spise i en fuldkornswrap, med salsa, gaucamole, spidskål, tomat og peberfrugt.

En anden ting jeg gerne vil fortælle jer lidt om, er omkring Fridas kost. Som jeg tidligere har nævnt, har vi i et stykke tid diskuteret, om Frida skal spise vegansk, vegetarisk, “normal dansk kost” eller noget helt fjerde. Og ja, nu er vi endelig kommet frem til noget (i hvert fald for en tid ;-)). Herhjemme vil vi, naturligvis, fortsætte med at spise meget plantebaseret, men da Morten også spiser animalske produkter, har vi valgt, at det vil Frida også få en gang i mellem. Har Morten fx lavet noget mad med fløde eller oksekød, og det er noget som er godt “babymad”, så får hun noget af det. I forgårs var det sådan, at jeg havde lidt en ret spicy dhal, og Morten fik en ret med bl.a. grov-pastapenne (som Frida elsker) og syltede peberfrugter i noget osteflødesovs. Her syntes vi altså at det var bedst at fik pastaen i stedet for de stærkt krydrede linser. Og det var Frida vidst glad for 🙂

image

Yderligere vil vi heller ikke begrænse hende, når vi er ude blandt folk. Hvis bedsteforældrene serverer kødsovs eller leverpostej på rugbrødet, så får hun det. Hvis de serverer boller med smør engang i børnehaven, så får hun det (ved siden af sin veganske madpakke, hvis jeg laver den 😉 )

Så ja, det var lige en lille opdatering her fra barselsland.

Jeg har forresten lavet en Facebook-side, der hedder Skønnegrønnelønne, hvor du kan blive opdateret, når det kommer nye indlæg – eller måske der også kommer lidt andet guf en gang i mellem.. Har selvfølgelig også stadig min Instagram – hvor jeg hedder skoennegroenneloenne.

Hav en dejlig fredag – og nyd jeres weekend!

HOV! Vi skal sguda i biografen i aften – bare Morten og jeg – det bliver helt vildt. Er både nervøs og glad. Skal nok skrive hvordan det gik..

Hyg jer <3

Kh Lønne

Vegansk madplan & et kig på næring

Her hjemme er vi begyndt at lave madplaner. Det lyder måske kedeligt, men det er virkelig rart ikke at stå hver eftermiddag, og spørge “hvad skal vi have til aftensmad?”, for så at skulle finde inspiration, handle og lave det. Det går altså ikke længere at spise kl 20, når den lille også skal have mad og i seng.

Da min kæreste ikke er veganer, vil der forekomme ord, som kylling på madplanen – lad jer ikke skræmme ;-P Jeg spiser det ikke – ellers var jeg lidt en fjollet veganer ik?

Så her kan i se en hurtig sammenstykket madplan til en lille børnefamilie

(mere…)

Vegansk mad til mor (& baby?)

image

Så blev det igen vejr til at grille – og jeg kunne jo så lige vise jer et billede af det grillmad jeg spiste, som jeg ikke fik taget sidst. For ja, jeg spiste præcist det samme igen, for det var ret lækkert 😉 Den gode kartoffelsalat, som jeg nævnte i sidste indlæg, og nogle veganske spyd. Var endda så heldig at chorizopølserne var sat ned, yaay!

image

Én ting er selv at vælge, at spise vegansk. En anden ting, er at vælge for sine børn – og at blive enige med sin partner om det. Her hjemme bliver der nemlig ikke kun grillet veganske spyd, men min kæreste får sig også et par Sønderjyske ringridere. Indtil videre er vi heldigvis enige om, at hun ikke behøver at få animalske fødevarer – hun får i stedet en masse frugt og grønt, gerne en del af det vi selv får. I morges fik hun hirsegrød (vi fik havregryn)  – i aftes var det kartofler og et stykke majskolbe.

image

image

Hvad vi gør i fremtiden, har vi ikke helt besluttet endnu. Måske bliver hun “bare vegetar” indtil hun selv kan vælge (på et oplyst grundlag) – det må tiden vise..

Ville være meget spændende at høre fra nogle, der måske har stået i samme, eller lignende, dilemma som os – så smid endelig en kommentar 🙂

Hav det dejligt! Og nyd den smukke sensommeraften <3

Kh Lønne

Max nydelse

image

Man må virkelig sige, at vi nyder ferien herhjemme! De sidste par dage har stået på fest og farver, da min kæreste fyldte år. Der har været masser af gæster, og vi har grillet, spist, drukket drinks, spillet spil og hygget i haven..

I går, til grillfesten, havde jeg lovet at lave salat til..og de skulle selvfølgelig være 100% veganske. Jeg lavede en kartoffelsalat, fra Englerods kogebog Grønskolling, som VARMT kan anbefales – folk var vilde med den! Lavede også en pastasalat, med hjemmelavet tapanade, artiskokhjerter, oliven og basilikum, og en nudelsalat med edammamebønner, agurk, koriander, peanuts og en asiatisk dressing/sauce.

Til at grille, lavede jeg mig nogle spyd – ganske enkelt med veganske chorizopølser i stykker, rød peberfrugt, champignon og squash. Synes virkelig de blev lækre! Er ked af at jeg slet ikke nåede at tage nogle billeder af noget af det – men havde for travlt med gæster og baby.

Til gengæld havde jeg i dag tid til at tage et billede, af min lækre pizza.. Bunden er færdigkøbt (lidt nemt efter igår), og så puttede jeg tomatsovs med chili, champignon, squash, peberfrugt, lidt revet vegansk ost, oregano og spinat på – og så kom der, inden de skulle spises, “lidt” dressing over, lavet af avokado, rismælk, citronsaft, hvidløg og lidt salt (og blendet).

Nu sidder jeg så i sofaen med benene oppe, og hygger mig med en lækker raw kokos-snack. Min kæreste var så sød, og købe det med fra Kvicklys STORE veganske afdeling, som jeg ivrigt fortalte ham om, den anden dag (efter jeg havde købt en vegansk “nutella”). Jo, vi lever skam godt herhjemme 😉

Håber også at DU forkæler dig selv og dine kære. Det har vi alle brug for – og ja ja, så kommer hverdagen snart igen (men det tænker vi ikke på lige nu).

image

Kh Lønne