Fridas første værelse (genbrugsguld & hjemmelav)

Aah sommerferie!

Har man ikke lige mange tusinde kroner til at kunne pakke kufferten, og flyve til varmere himmelstrøg, er der jo altid nok at lave herhjemme 😉

Så efter at have brugt (min datter på halvandet) Fridas værelse til opbevaring siden vi flyttede ind (for snart to år siden), besluttede jeg mig for at NU skulle hun have sig et værelse. Hendes seng er stadig inde hos os, men værelset (ved siden af stuen) er perfekt til at lege i – med hendes efterhånden store mængder legetøj, bamser, vogne, bøger osv.

img_3589

Alle Fridas møbler er enten genbrug eller arvestykker, billederne er gaver og hjemmekreationer (giraffen har hendes moster lavet, Mumi-plakaten fik hun af min veninde, Peddersen & Findus har jeg klippet ud af en gammel kalender og sat i rammer, og englen har jeg malet for en del år siden) og det meste af hendes legetøj er nøje udvalgt, lækkert trælegetøj 💚 Jeg har desuden lige bestilt en tipi (ikke genbrug 😬😝), der kommer en af dagene – synes de er så fine!

img_3588

img_1497
img_3591

Spørg mig ikke om hvordan hun har fået så mange bamser allerede – og det her er ikke engang alle (inde i sengen ligger en mega nuttet kanin og en ælling, og i legetøjskurven ligger også en masse små, fine bamser. Nogle af disse bamser på billedet var faktisk mine og Mortens før, så vi er nok bare en ret bamseglad familie 😻

Nå, men det kan man altså hurtigt få en del dage til at gå med… Derudover får den generelt lidt en skalle herhjemme for tiden. Er gået i ryd-ud mode, og vi får kørt en del ting ud til venner eller til genbrug – det føles så godt! Alt skal helst føles som et kæmpe Ja Tak – og det der ikke giver en god energi, må videre (måske det så kan give andre lidt energi og glæde).

img_1498

Fortsat god sommer – og ferie til jer der stadig har det 🙏🏻🌸

Kh Lønne

Hvad lavede jeg før jeg fik barn? ;-)

img_1366

Godmorgen.

Selvom klokken kun er 8, så har der den sidste uges tid været gang i den herhjemme allerede. Legetøjet plejer at været smidt ud over alt, knækbrødsstykker ligger på bord og gulv, og Frida drøner rundt til musik. Det har været så dejligt at være lidt ekstra hjemme – jeg har virkelig haft brug for det! Der er faktisk ikke meget jeg elsker mere end at tulle rundt derhjemme.

Nå, men idag står legetøjet på sin plads, og min kaffe får lov til at stå på bordet – her er nemlig slet ingen pilfingre. Frida er blevet afleveret i dagplejen idag, både for at lege med sine venner, og fordi Morten og jeg skal til møde i banken senere. Derfor har jeg altså, hvad de føles som alverdens tid, herhjemme idag! Og klokken er kun 8!!

Min første kop kaffe er drukket, om lidt skal jeg have morgenmad, og så ved jeg faktisk ikke hvad de næste par timer skal gå med :-O Hvad plejede man at lave før man fik barn? (Haha)

Måske jeg vil se lidt Go’morgen Danmark, mens jeg spiser. Rydde lidt op. Sætte mig ud på terrassen med tæppe og et glas juice – bare trække frisk luft ind i lungerne, og høre fuglenes dejlige fløjten. Prøve at ligge vores nye budget (skal vi bruge i banken). Mens jeg drikker endnu en kop kaffe 😉 Og så er der måske gået to timer! Wauw, jeg ved næsten ikke hvad jeg skal med al den tid – men hvor er det bare lækkert for en gangs skyld, bare at kunne flyde med ens lyst og tanker. Det er virkelig noget af det jeg savner. Ikke at jeg ville skrue tiden tilbage, men i ved nok hvad jeg mener. Udover al den fantastiske kærlighed og glæde man får af at få børn, så følger der også det evige arbejde, ansvar og bekymringer med, så nogle gange tror jeg virkelig det er sundt lige at trække stikket. Jeg ved at Frida hygger sig gevaldigt i dagplejen, og så er der ingen grund til dårlig samvittighed over at blive herhjemme alene en sjælden gang i mellem, lige for at lade op. Jeg er faktisk sikker på at jeg bliver en bedre mor af det – især i en tid hvor overskuddet ikke er stort.

Nå, men håber at I alle får en dejlig dag og weekend – det skulle blive SÅ lækkert vejr!

Kh Lønne

Hej. Jeg er en genbrugs-shopaholic <3

Først og fremmest – Hej igen!

Det er nu over halvanden måned siden, at jeg sidst lavede et indlæg her på bloggen. Jeg ved ikke helt, hvad det er gået galt, men jeg fik vidst en lille smule medie-spat. Derudover har jeg heller ikke helt vidst hvad jeg ville skrive om. Lige pludselig syntes jeg ikke at noget var “vigtigt nok” til at skrive om, men hey! Skide være med om det er så vigtigt eller ej, skriver jo også for hyggens skyld. Og så idag skete det alligevel – at jeg fandt noget jeg ville dele med jer.

Min glæde for at shoppe genbrug 💚

Udover at det selvfølgelig er super bæredygtigt, pengene går til noget godt osv osv, så er jeg også bare bidt af, at det føles lidt som en skattejagt. Det er så fantastisk en følelse at finde noget lækkert (til billige penge!), som man ikke anede lå lige der, og ventede på en. Frida bliver selvfølgelig heller ikke skånet af alt det dejlige genbrugsguld, og jeg synes selv, at jeg er ret så god til at finde nogle rigtig fede ting til hende.

Jeg er rigtig glad for alle Mødrehjælpens genbrugsbutikker. I Svendborg er her en lille hyggelig, som jeg nærmest er i hver gang, jeg er i Svendborg. Og i Viborg (hvor Mortens familie bor), har de en KÆMPE Mødrehjælpen genbrug. Jeg bliver altid, som et lille barn i en slikbutik – de har virkelig alt derinde! Her er hvad jeg fandt i lørdags, da vi var en tur i Viborg.

img_1201

Jeg elsker kjoler, så der kom lige to fine kjoler med. Derudover købte jeg det fineste, grønne retro dynebetræk til Frida, som de altid har lagt fint sammen, strøget, og puttet bånd om. Ja, og så har i måske lagt mærke til den store mariehøne i hjørnet. Det er en såkaldt Wheelybug, og er Fridas julegave. Vi fik den til 100kr. Nyprisen er 400-500kr, og det eneste der er “i vejen” med den, er at den har et lille hul i betrækket.

Her hjemme går vi ikke op i hvad tingene har kostet, og behøver ikke give vores datter for 1000kr, for at det godt nok. Måske hun får en lille ting til, hvis jeg falder over – måske ikke!

Her er lige et par andre lækre genbrugsgodter, jeg har haft fundet.

img_1202

Jeg vil forresten lige nævne, at hvis man ikke er til at rende rundt i alle de forskellige genbrugsbutikker, så findes der idag tusinde muligheder for net-genbrugs-shopping. Der er Facebook-grupper, apps som Reshopper og Resecond (bytte), og selvfølgelig sider som fx Trendsales, bugner også at fantastiske fund – her har jeg også haft købt virkelig flot og billigt kvalitetstøj.

Nå, men det var det lille indlæg for idag. Måske der snart kommer et til 😉 Hvis du vil vide når det kommer, så følg min Facebook-side (SkønneGrønneLønne) eller min Instagram (skoennegroenneloenne).

Hav en dejlig mandag!

Kh Lønne

Mandag morgens gave til den travle børnefamilie

Det er mandag. Frida vækker mig, mens det stadig er mørkt. Aser og maser rundt i sengen. Hiver og river mig lidt i ansigtetet. Jeg forsøger at sove lidt videre. Så ringer vækkeuret. Kæresten skal op, og på arbejde. Inden han kører, kommer han ind med dennne måltidskasse fra Aarstiderne – leveret på vores dørtrin. Vi har før fået måltidskasser, men det er første gange vi skal prøve den veganske (den er også helt ny). Er spændt, og virkelig glad for at vide, at nogen har sørget for god, sund og økologisk aftensmad til os de næste fire dage 🙂

image

Frida får flaske, ren ble, nyt tøj. Moren får hverken tisset, børstet tænder, redt hår eller drukket vand. 5 minutter efter – lorteble! Frida virker ikke helt udhvilet, så vi går en tur i den smukke milde, morgen. Frida falder i søvn. Jeg får ordnet det nødvendige, drukket vand og lavet kaffe. Hun vågner efter et kvarters tid. Jeg tænkte det nok, da hun ikke har fået sin morgengrød. Herhjemme kører vi ikke én bestemt stil ift Fridas kost. Hun får ofte grød og frugt om morgenen (som vi giver med ske), og resten af dagens måltider spiser hun for det meste selv. Det er både frugt, rugbrødsmaddere, grøntsager, gryderetter med bælgfrugter, lidt kød osv. Så mor får hurtigt lavet en omgang havregrød, som vi deler (ved bordet fyldt med vasketøj 😄) I hendes grød er der en klat kokosolie, og hun får også lidt frugtmos.

image

Nu sover hun så sin formiddagslur, og jeg sidder her og skriver. Pånær Aarstidernes måltidskasser, har jeg fundet ud af, at jeg faktisk ikke er så glad for kasser. Efter at have levet 100% vegansk i over en måned, fik jeg lidt spat. Jeg var simpelthen bare så træt af at kunne spise virkelig ensformigt, når jeg var ude. Det var også en smule ensformigt herhjemme, men jeg forsøgte da at prøve nogle nye opskrifter af. Psykisk tror jeg bare heller ikke, at jeg er vild med at blive begrænset, så jeg er altså ikke veganer! Jeg spiser stadig mest plantebaseret mad, men hvis jeg får lyst til en ostemad, eller en grillpølse, når vi er til grillfest, så spiser jeg altså det. Jeg går også i uldtøj, og putter honning i min kamillete. Sådan har jeg det bedst, og jeg føler stadig at jeg gør min del for dyrevelfærden og miljøet.

Jeg håber I nyder septembers Indian summer – det gør jeg faktisk! Var i vandet igår, og det var bare FANTASTISK!

Hav det lunt og lækkert 💚☀️

Kh Lønne

Det bedste ved efterår <3

image

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg elsker efteråret! Faktisk synes jeg at det er den årstid, der passer bedst til min person. Jeg er nok det, man kalder en rigtig hyggetrold. Jeg elsker at sidde med tæppe over mig, en god kop kaffe eller te (drikker altid mere te om i den kolde tid) og en god bog eller et magasin. Jeg plejer også altid at have mange stearinlys tændt, men nu har jeg investeret i nogle batteridrevne LED blok-og fyrfadslys (fra IKEA). De har noget hyggeligt lys, så man får (næsten) den samme fornemmelse, som ved levende lys, og så er de SÅ meget bedre for ens helbred og indeklima.

Efter en sommer fuld af sammenkomster, ture, fester og andre sociale arrangementer glæder jeg mig altid til en tid med fokus på tilbagetrækning og ro. Jeg elsker at gå ture, samle kastanjer og æbler, tage dem med hjem og pynte op, og lave juice og mos.

Det er også en god tid, til at ordne i ens hjem. Rykke rundt på ting, pynte op med grene, sten, græskar, blade osv. Herhjemme har efteråret startet med at vi har fået nyt soveværelse. Den gamle seng blev smidt ud, og vi købte en ny en, og flyttede den ind i et mindre rum. Her er det meningen, at der ikke skal være andet end vores seng, et par lamper/lys, mine sten, og en plante. Resten skal bare være fyldt med ro.

Jeg glæder mig til familietid, fjernsynsaftener, yoga (i det nye hobbyrum), eftermiddagslure, at få veninder på besøg til snak og te, at have striksokker på (er allerede begyndt), at få læst lidt mere, at hækle min karklud færdig (ja, jeg er en laaangsom hækler/strikker), at drikke lokal æblemost, at sidde i min sofa, og se bladene falde af træerne, og regnen slå mod ruden. At plukke de sidste bær, gå en tur i min have, og se svampene pible frem, at få mit Prana-magasin (og læse det på en eftermiddag), og bare at se lille, smukke, glade Frida kravle rundt og lege. Nyde den sidste barselstid <3

Nu vil jeg nyde disse friskplukkede æbler m.m.

image

Glædelig 1.september, og hav et roligt & kærligt efterår!

Kh Lønne